Bevægelse på blokken

Når man bruger udtrykket ‘at lægge hovedet på blokken’, er det for at understrege, at man taler sandt. At man står inde for noget.
Jeg står i den grad inde for bevægelse i undervisningen, og i anledning af mit allerførste indlæg på min nye blok passede denne lille omskrivning mig derfor godt.
Bevægelse har så mange fordele og skønne sidegevinster, at jeg finder denne vinkel på undervisning og læring både nødvendig og uundværlig. Som variation og supplement til alle de øvrige tiltag, der foregår i skolen og på sprogcentret, giver bevægelse en oplagt mulighed for at inddrage hele mennesket i læringsprocessen. Og det har vi brug for.
Graden af succes afhænger som med alt andet stadig mest af den lærer, der præsenterer aktiviteten, men gør man det med godt humør, et åbent sind og ikke mindst stor faglighed, kan deltagerne få et et stort og varigt løft. 
Et løft, som gælder
– indlæring og aktiv brug af det faglige emne
– sociale færdigheder (og deraf mindre mobning)
– motivation og trivsel
– fordybelse i detaljen
– differentiering uden følelsen af eksklusion
Derfor har jeg valgt bevægelse som den røde tråd i alle mine aktiviteter til alle mine fag og alle mine aldersgrupper. Og jeg elsker det!
Merete Løvgreen/Sproggren
