Brug dog bolden!
Tilbage i 2006, hvor jeg underviste min 3. klasse, var diktat en af de timer, der bare skulle overstås. Den time, som for mig altid startede med en meget dyb vejrtrækning ude på gangen og ofte sluttede med panderynken og en irritation over ikke at meste situationen bedre.
For uanset hvordan jeg gjorde klassen klar, opstod der undervejs et hav af undskyldninger for at komme op at stå og gå rundt. Pludselig var det vigtigt at smide en gammel madpakke i skraldespanden, spidse en blyant, puffe til kammeraten, få et viskelæder til at falde på gulvet, binde sine snørrebånd – you name it – alt gjaldt, når bare det kunne afbryde det monotone i at sidde stille for længe ad gangen.
For mig betød det, at jeg skulle finde alt det overskud, jeg overhovedet kunne for at bevare roen, holde fokus på fagligheden og forsøge at give plads til alle læringsstile. Den dengang nye og hotteste læringstilgang, som jeg så gerne ville mestre.
Særligt én dreng skilte sig ud, når det gjaldt uro og om, hvem der støbte de fleste af de kugler, som fik resten af flokken til at følge trop. Lynende intelligent, sød, høflig og normalt glad for dansk. Gang på gang havde vi en lang snak efter diktaten om, hvad der mon gjorde, at han var så urolig og forstyrrede så meget, men vi blev aldrig rigtig klogere.
Indtil den dag, hvor alt i vores fælles diktatliv ændrede sig. Den dag, hvor han sad stille under hele seancen. Den dag, hvor han spredte ro i klassen. Den dag, hvor hans lærer fik tårer i øjnene over at kunne læse ord for ord uden behov for gentagelser, kunne samle hæfterne ind og opdage et overskud til 10 minutters leg bagefter.
Først forstod jeg ikke helt, hvad der foregik og tænkte – hånden på hjertet – at der var noget i gærde. Det viste sig imidlertid, at denne skønne drengs gymnastikpose var væltet, og han nu sad og nulrede den med sine bare tæer. Disse små bevægelser gav kroppen den ro, der skulle til. Så simpelt. Så enkelt. Så ligetil.
Efter diktaten var han selv ét stort smil og kom op til mig og sagde, at det havde været den bedste diktat nogensinde. Da jeg spurgte ham, om han selv havde lagt mærke til noget, der var anderledes, var hans svar, at det helt klart var mig, der havde været meget roligere og mere glad, end jeg plejede..
Jeg fortalte ham nu om, hvad jeg havde set undervejs, og vi besluttede os for at prøve flere ting. Det endte til sidst med, at han ofte sad med en basketball under fødderne, når der virkelig skulle knald på koncentrationen, og det ændrede både atmosfæren i klassen, læringsudbyttet og vores relation.
Siden har jeg prøvet det af i flere afskygninger på mine mange camps og i dag med voksne flygtninge, som nyder den ro, som ganske små bevægelser med fingre eller tæer giver dem, når de spænder og slapper af med en nulrebold. Jeg er helt med på, at bolde ikke løser alle problemer, men i en tid, hvor diagnoser og medicin meget ofte er en hurtig løsning, synes jeg, det er værd at kaste sig ud i det. Om det er at sidde på eller med en bold, drible forsigtigt med den, trille den frem og tilbage – eller noget helt andet, som stimulerer vores sanseapparat. Bare prøv det.
Hermed mine bedste ønsker for alle de urolige børn og voksne – jeg håber, I finder netop jeres bold!
Kh Merete / Sproggren
